Profeterne

Profeten Esajas

En profet er en person, der modtager budskaber fra Gud. En profeti er ofte en forudsigelse af noget, der vil komme til at ske i fremtiden.

Der er sande og falske profeter. En falsk profet, er en person, der ønsker at bedrage andre ved at påstå, at han eller hun modtager budskaber fra Gud. Men en falsk profet kan også være en person, der selv bliver bedraget, for onde ånder kan godt finde på at tale til mennesker, og lade som om at de er Gud, og det kan være svært for et menneske at kende forskel.

Der var mange profeter, før Jesus blev født. De skældte jøderne ud, fordi de ikke holdt sig til Gud, og de bragte bud om, at der ville komme en frelser – Messias som vi kalder Kristus.

Moses er den første af profeterne.

Dernæst kommer Elias. Han rådgav konger, men det var ikke altid de lyttede. Han vækkede også en dreng op fra døden. Det kom til en styrkeprøve mellem Elias og præsterne, der dyrkede afguden Baal. En afgud er en falsk gud, altså en falsk forestilling om en gud. Elias udfordrede dem på, hvem der kunne nedkalde ild fra himlen til at sætte ild til et brændoffer. Elias vandt.

Esajas profeterede om de lande, som forfulgte Juda jødernes land. Men han profeterede også om Messias: “Men det var vore sygdomme, han tog, det var vore lidelser, han bar; og vi regnede ham for en, der var ramt, slået og plaget af Gud. Men han blev gennemboret for vore overtrædelser og knust for vore synder.”

Jeremias advarede Juda og Jerusalem om babylonerne ville ødelægge Jerusalem. Han opfordrede judæerne om at omvende sig fra synd og søge Herren, så straffen kunne undgås, men det lykkedes ikke og i 586-7 blev Jerusalem ødelagt.

Der var mange andre profeter. Joel er en af de såkaldte 12 små profeter. Han profeterer blandt andet om pinsen: “Jeg vil udgyde min ånd over alle mennesker. Jeres sønner og døtre skal profetere”.

Blandt Davids Salmer profeterer nr. 22 om Kristus. Den begynder således: “Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig? Du er langt borte fra mit råb om hjælp og fra mit skrig.” Det var den salme, Jesus fremsagde, lige før han døde på korset. Slutningen af salmen lyder således: “Hele den vide jord skal huske Herren og vende tilbage til Herren; alle folkenes slægter skal kaste sig ned for dig. For kongemagten tilhører Herren”.

I salme nr. 110 siges det: “Herren sagde til min herre: »Sæt dig ved min højre hånd, indtil jeg får lagt dine fjender som en skammel for dine fødder!« I det nye testamente er det den mest citerede profeti om Jesus Kristus.

Den sidste profet er Johannes Døberen. Johannes vandrede rundt i ørkenen med sine disciple, og levede kun af det de kunne finde for eksempel græshopper og vild honning. Han skældte jøderne ud og opfordrede dem til at omvende sig. Mange holdt af Johannes, og kom ud i ørkenen for at høre ham, og han døbte dem med vand i Jordanfloden.

Esajas profeterede om Johannes: “Der er en, der råber i ørkenen: Ban Herrens vej, gør hans stier jævne!” Derfor kaldes Johannes også for Forløberen, for hans opgave var at forberede folket på, at nu kom Messias. Han sagde: “Jeg døber jer med vand; så kommer han, som er stærkere end jeg, og jeg er ikke værdig til at løse hans skorem. Han skal døbe jer med Helligånden og ild.”

Johannes Forløberen

 

Skriv en kommentar