Vejen og Sandheden og Livet

Jesus siger: “Jeg er Vejen og Sandheden og Livet; ingen kommer til Faderen uden ved mig.”

Det er meget store ord. Næsten så store, at de er svære at have inden i sig selv. Men Gud er stor!

Påskemorgen, når vi fejrer opstandelsen, siger vi, at Kristus “overvandt døden ved døden.” Døden har mistet sin virkning, fordi Jesus lader de døde komme til Livet. Nu er døden at være borte fra Kristus, mens livet er at være tæt på Kristus.

Liv får vi ved at leve som kristen: huske Jesus, komme i Kirken, bede, vise kærlighed og holde os til Sandheden.

Hvad er sandhed? Sådan spurgte Pilatus, for han vidste ikke hvad han skulle stille op med Jesus. Som dommer var han vant til, at nogle havde én mening, og nogle andre havde en anden mening, og at man ofte kan se en sag fra flere sider.

Men sandheden er ikke en personlig mening. Alle har en mening – om sandheden. Der findes kun én sandhed, men vi ser forskelligt på den. Det ændrer bare ikke på sandheden. Gud har skabt alting, og er sandheden om alting. Tak Gud for at vi kan stole på Dig! For her i den almindelige verden, er det svært at stole på noget. Jesus viser os Vejen til Livet med sine Sande ord.

Jesus siger også, at Han er Vejen. Han er Vejen fra synden til frelsen. De første kristne kaldte Kirken for “Vejen”. På en vej bevæger man sig, og det kræver at man gør noget selv. Når vi lever i Kristus i Kirken, går vi Hans vej.

Jesus fortæller, at man kan gå to veje: gennem den smalle port og gennem den brede port.

Den brede port er nem at gå igennem, og derfor er der plads til mange. Den vej går man, når man kun tænker på sex, at se godt ud, penge, trolddom, uvenner, ballade, misundelse, hidsighed, sig selv, kliker og på at blive fuld og skæv. Er det ikke rigtigt, at mange går den vej? Hvad med dig?

Den smalle port går man, når man stræber efter at tænke på kærlighed, glæde, fred, tålmodighed, venlighed, godhed, trofasthed, barmhjertighed – og passer på hvad man gør. Hvis du synes, det lyder svært, så er det forklaringen på, at denne port er smal! Men er det ikke underligt, når de fleste mennesker gerne vil have kærlighed?

6 kommentarer

  1. 10. marts 2014 hos 17:01

    Hvis Jesus skulle varetage opgaven som almægtig Gud, og dermed skulle besvare alle menneskers bønner samtidig med, at han passede alle sine menneskelige pligter, ville man komme frem til, at treenigheden ikke kan lade sig gøre. Jesus havde behov for hvile og egentlig søvn i en tredjedel af døgnet, hvor han ikke kunne besvare menneskers bønner på den anden side af jorden. Gud har ikke brug for søvn eller egentlig hvile, derfor kan han også ,,betjene” mennesker på alle tidspunkter af døgnet. Jesus kunne derfor ikke opfylde de krav, som man almindeligvis har til en Skaber. Nu hvor Jesus er oprejst til himmelsk liv som en åndeskabning, har han heller ikke behov for søvn eller hvile. Det er dog stadig Gud Faderen, som er den egentlige skaber, der har krav på bønner og tilbedelse (se Johannes 4:23, 24). I stedet for at tage sandheden til sig og lade sig overbevise om, hvad der er sandt eller løgn, så ignorerer folk konsekvenserne af Guds ord. Man bør i stedet vise ydmyghed og rette sin fejlopfattelse af kristendommen. De burde være evige taknemmelige ved at blive retledet, mens der endnu er mulighed for at vende om, der kan jo komme en dag, hvor dette ikke længere vil være muligt. Tilhængerne af dogmet har simpelt hen ingen stålfaste argumenter for treenighedslæren. Kristenhedens lægfolk tør ikke at informere deres religiøse ledere om det, der er nævnt her af frygt for, at det skal blive afvist som sort tale. De religiøse ledere interesserer sig ikke for sandheden, derimod er de mere interesseret i at beholde deres embede.

    Et menneske kan slet ikke agere i rollen som almægtig Gud, det viser kendsgerningerne med al tydelighed. Kunne Jesus eksempelvis kommunikere med alverdens mennesker på én gang samtidig med, at han var i en dyb samtale med en af sine disciple? Nej, et menneske har nogle begrænsninger, som den levende og sande Gud ikke har. Derfor er det naivitet at tro på treenigheden. Ja, det er direkte barnligt. Og Gud beskæftiger sig ikke med noget, der ender i nonsens. 

    Jesus KAN ikke være den almægtige Gud

    Med venlig hilsen,
    Finn Sørensen

    http://www.eksistentielle-tanker.dk

  2. 20. marts 2014 hos 08:51

    Matthæus 24:36 siger, at tidspunktet for Guds indgriben kender ingen ud over Faderen, hverken Sønnen eller englene kender den. Treenighedstilhængerne hævder, at Gud blev inkarneret (legemliggjort) som mennesket Jesus Kristus. Så er spørgsmålet, hvis Jesus var Gud selv og samtidig var Guds søn, hvem skulle så i givet fald fratage Gud den indsigt ved inkarnationen som menneske? Hvor var denne indsigt deponeret i den tid Gud var på jorden? Treenigheden virker utroværdig og usand. Når man kender lidt til kirkehistorien, ved man også, at den frafaldne kristendom indførte treenighedsdogmet i det fjerde århundrede, hvilket også støttes af flere teologiske opslagsværker. Egentlig kan treenigheden slet ikke lade sig gøre uden, at det ender i nonsens. Eksempelvis hvem oprejste Gud, da han døde på en marterpæl? Treenigheden er derimod direkte blasfemisk, idet Gud ikke kan dø, det siger sig selv.

    Med venlig hilsen, Finn Sørensen

  3. Kristian said,

    20. marts 2014 hos 21:00

    Gud er én, Han delte sig ikke i to, da han lod sig føde som Kristus. Selvfølgelig kan den levende Gud ikke dø som Gud på korset, men Han kan dø som menneske, ligesom Han kunne lade sig føde som menneske.

    Vi tror, at Jesus Kristus er selve den éne Gud og ét menneske på samme tid og uden at de to naturer Gud og menneske er blandet sammen. Det kan lyde helt skizofrent, men er det ikke, for som menneske er han uden synd, og dermed i harmoni med Gud Faderen. Fordi der ikke er sammenblanding, er det ikke sådan, at Jesus er fuldt opdateret med, hvad Faderen vil. Derfor beder Han i angst Gud om nåde i Getsemena have, idet han også underkaster sig fuldt hvad Faderen vil.

    Det er det vi tror på, men du finder ingen, der vil kunne forklare det, og det er gør heller ikke noget. Dels fordi at vi ikke skal afkræve Gud beviser for at kunne tro Ham, dels fordi der jo er mange ting vi mennesker ikke kan forstå. Hvordan kan vi fx forstå at lys kan være bølger og partikler på samme tid? Det er noget, der går ud over vores sansebaserede erfaring.

    Vi kan forsøge at illustrere treenigheden med analoge eksempler, men de eksempler vil aldrig kunne være fyldestgørende. Vi kan fx sige at det er ligesom at to personer kan være en del af samme familie på samme tid, eller at delene af en kage alle er den samme kage. Mere sofistikerede analogier er at Sønnen og Helligånden er som Faderens to hænder, eller at Faderen er solen, og Sønnen og Helligånden varmen og lyset. Den bedste analogi er måske, at vi som mennesker også er treenige, for vi er sind, sjæl og ånd.

    Som Leif Hansen også har oplyst dig http://www.kristeligt-dagblad.dk/laeserdebat/traad/260817, så er der mange referencer til Sønnen og Helligånden i det nye testamente, og der er også mange i det gamle testamente.

    Treenighedslæren blev altså ikke indført i det 4. århundrede, men fordi teologien om treenigheden fra kirkens begyndelse havde givet anledning til kontroverser og frafald, fandt man det i forbindelse med Arius’ kætteri på tide at lave en autoritativ formulering af kirkens lære, hvilket man så gjorde på den første kirkesynode.

    Islam er i øvrigt kongeeksemplet på ariansk religion og har derfor ikke den kristne bevidsthed om, at Gud blev menneske, for at vi kunne blive frelst.

    Venlig hilsen Kristian

  4. 26. marts 2014 hos 12:11

    Halleluja betyder “lovpris Jah(ve)” ifølge ordforklaringen i den autoriserede bibel af 1992. Det står omtalt fire gange i det 19. kapitel i Åbenbaringsbogen. Og Bibelens sidste bog er skrevet lang tid efter Jesu død og opstandelse. Det vil med andre ord sige, at Jesus har lært sine disciple at bede til Faderen.

    Med venlig hilsen Finn Sørensen

  5. 26. marts 2014 hos 12:17

    Definition: Læren om treenigheden er kirkernes centrale dogme, som kun få teologer har anfægtet. Ifølge den athanasianske kirkes trosbekendelse består guddommen af tre personer (Faderen, Sønnen, Helligånden), som er lige evige og lige almægtige, ingen større eller ringere end den anden, hver af dem Gud, og dog er de tilsammen kun én Gud. Andre formuleringer af dogmet understreger, at de tre „personer“ ikke er adskilte og forskellige, men er Guds eksistensmåder. Flere teologiske og historiske værker bekræfter, at dogmet ikke har nogen bibelsk baggrund at støtte sig til, men udelukkende har sit udgangspunkt i kirkehistorien. I de fleste tilfælde foretrækker kristenheden, at det er Jesus, der agerer i rollen som almægtig Gud. Af de grunde, at de tre ,,personer” skal udgøre én Gud og de som følge deraf er dybt integreret med hinanden. De kan derfor ikke optræde enkeltvis som det er tilfældet nu og lade sig indpasse i kristenhedens dogmatiske udlægninger. Treenigheden kan simpelt hen ikke lade sig gøre.

    The New Encyclopedia Britannica oplyser: „Hverken treenighed eller læren om en sådan forekommer eksplicit formuleret i Det Nye Testamente; ej heller havde Jesus og hans disciple til hensigt at modsige det såkaldte shema i Det Gamle Testamente: Hør Israel! Herren vor Gud, Herren er én (5. Mosebog 6:4) … Læren udviklede sig gradvis i løbet af flere hundrede år og under megen strid … I slutningen af det fjerde århundrede … havde treenighedslæren i det væsentlige antaget den form, som har holdt sig siden da.“ – 1976, Micropædia, bd. X, s. 126.
    The New Catholic Encyclopedia siger: „Formuleringen én Gud i tre personer, var ikke helt fastlagt og ikke fuldt optaget i det kristne liv og i den kristne trosbekendelse før slutningen af det fjerde århundrede. Men det er denne formulering, der har førsteret på betegnelsen treenighedsdogmet. Hos de apostolske fædre var der intet, der blot tilnærmelsesvis lignede denne tanke eller opfattelse“ – 1967, bd. XIV, s. 299.
    I The Encyclopedia Americana står der: „Kristendommen har sin rod i jødedommen, og jødedommen var strengt unitarisk (troede på Gud som én person). Vejen der førte fra Jerusalem til Nikæa kan næppe siges at være lige. Det fjerde århundredes treenighedslære genspejlede ikke de første kristnes lære om Guds natur; den afveg tværtimod fra den lære.“ – 1956, bd. XXVII, s. 294 L.
    I det franske leksikon Nouveau Dictionnaire Universel siges der: „Den platoniske treenighed, der selv kun var en tilpasning af ældre tiders treenigheder som stammede fra tidligere folkeslag, ser ud til at være den filosofiske treenighed af attributter der blev oprindelsen til de tre hypostaser, det vil sige guddommelige personer, som de kristne kirker lærer … Denne græske filosofs (Platon, fjerde årh. f.v.t.) opfattelse af den guddommelige treenighed … findes i oldtidens hedenske religioner“. – Paris, 1865-1870, redigeret af M. Lachâtre, bd. 2, s. 1467.
    Gads Danske Bibelleksikon siger: „Læren om treenigheden blev udviklet i oldkirken, og dens forsøg på at udtrykke det kristne gudsbegrebs egenart ved hjælp af begreber, der er hentet fra græsk filosofi … Der er almindelig enighed om, at der ikke i Ny Test. findes nogen lære om treenighedsdogmet, og det eksegetiske spørgsmål bliver derfor, om der i Ny Test. findes holdepunkter for denne formulering af det kristne gudsbegreb. I denne forbindelse har man i første række henvist til de steder i Ny Test., hvor vi møder den treleddede formel: Faderen-Sønnen-Helligånden … Disse steder kan … ikke betragtes som det primære grundlag for læren om treenighed … Ny Test. er fremmed for de senere oldkirkelige spekulationer vedrørende forholdet mellem de tre „personer“ i Guds væsen“. – 1982, bd. III, sp. 598, 599.

  6. 26. marts 2014 hos 13:54

    Kristenhedens folk mener, at Gud blev et menneske. Men hvorfor skulle Gud, der troner over hele universet blive et menneske af kød og blod? Det er ikke mindre end en latterliggørelse af Gud. Skaberen kunne jo ikke genløse menneskeheden, idet han ikke kunne bringe et tilsvarende offer, som det offer Adam forspildte. Hvis Gud ofrede sig selv ville der have været ubalance i ofrets værdi. Og hvem skulle i givet fald oprejse Gud, hvis Gud var død? Det er jo blasfemi. Det skulle derfor være et tilsvarende offer altså et fuldkomment menneske, som det Adam forspildte. Det kunne kun Jesus gøre, da han blev sendt til jorden, som et fuldkommet menneske i lighed med Adam. Jesus kaldes derfor i Bibelen for den sidste Adam (jf. Første Korintherbrev 15:45).

    Med venlig hilsen, Finn Sørensen


Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: