Forskellige kristne kirker

Figuren viser fire hovedstrømme af kristen tro. Kun den ortodokse kirke er ikke gået væk fra det fællesskab, som begyndte med Jesu apostle.

Den orientalske kirke

Ved siden af den ortodokse kirke er der den orientalske kirke. Den opstod på grund af uenighed ved det 4. kirkemøde i 451, men denne kirke ligger tæt på den ortodokse, og der har siden 1964 (ved et møde i Århus!) været samtaler i gang for igen at skabe enhed mellem de to kirker. Den orientalske kirke er først og fremmest den koptiske kirke i Ægypten, den etiopiske kirke og den assyriske kirke, som kan findes i blandt andet Syrien og Irak. I den orientalske kirke bruger man kun få billeder.

Den romersk-katolske kirke

I 1054 skilte romerkirken sig ud fra den ortodokse kirke. Der er meget store ligheder mellem de to kirker. Den største forskel er, at romerkirken er meget hiearkisk med Paven i toppen. Paven har gennem historien haft en stor politisk magt, og har også ønsket at bestemme over alle andre kristne, end dem der hører under romerkirken. I mange år anså man Paven for at være ufejlbarlig ligesom Gud.

I 1099 udråbte Paven et korstog, der skulle befri Jerusalem fra Islam. Men Paven ønskede samtidig at underlægge sig den ortodokse kirke. Under det 4. korstog i 1204 blev Konstantinopel fuldstændig smadret, mange tusinder mennesker myrdet, og kirkerne røvet for alt af værdi. Det svækkede det østromerske rige så meget, at det 250 år senere måtte give op overfor de angribende muslimske tyrkere.

I romersk-katolske kirker er der også mange billeder, men kun få af dem er ikoner. Gudsmoder Jomfru Maria æres også meget højt blandt katolikkerne, ja så meget at Hun næsten bliver anset for at være en del af Treenigheden.

Både den ortodokse og den romersk-katolske kirke ønsker at kirkerne må samles igen, og det taler man sammen om, men det er meget vanskeligt at blive enige.

Den protestantiske kirke

Omkring år 1500 manglede pavekirken penge, og så fik man den idé at sælge “afladsbreve”. Det betyder, at hvis man havde handlet ondt, så kunne man få tilgivelse, hvis man betalte penge til kirken. Det var der mange, der var meget imod. En af dem var munken Martin Luther.

Luther havde mange kritikpunkter mod pavekirken. I 1517 hængte han en seddel op på sin kirke med 95 “teser”, der protesterede imod pavekirken. Derfor kalder man dem, der fulgte Luther, for protestanter.

Der var også mange konger og magtmænd, der var trætte af pavens magt. Det passede dem godt, at Luther og andre præster gjorde oprør. Der opstod en stor konflikt, der endte med, at en del af kirken rev sig løs fra Paven.

Hos protestanterne ser man Bibelen, som det vigtigste i troen, og derfor lægger man ikke meget vægt på de kristnes tradition. Til gengæld lægger man vægt på, at man bliver frelst ved tro alene. Det man gør i livet, betyder ikke så meget. Protestanterne har kun to sakramenter: dåben og nadveren.

Fordi troen alene er det afgørende, er der to modsatte tendenser blandt protestanter. Nogle tager afstand fra alt hvad der er sjovt og rart, fordi de er bange for, at det kan være syndigt. Andre mener tværtimod, at det er lige meget om man synder, så længe man tror på Gud.

Mange protestanter mener også, at man ikke må sammenblande den almindelige verden med Gud, men ortodokse kristne tror, at Gud ønsker, at alt det skabte skal blive helligt.

De første protestanter var imod billederne i kirkerne, og derfor malede man dem over, eller fjernede dem. Derfor er de fleste danske kirker helt hvide indeni. Præsterne ønskede at menigheden skulle lytte efter hvad præsten sagde, og ikke kigge på billederne.

Protestanter beder ikke de hellige om hjælp. Det afgørende er det enkelte menneskes egen tro, og egen bøn til Gud. Derfor er Gudsmoder Jomfru Maria blevet “glemt” i den protestantiske kirke. Hun anses næsten kun for at være et ganske almindeligt menneske ligesom alle andre, selvom Maria profeterede, at alle slægter skulle prise hende salig.