Forskellige kristne kirker

Figuren viser fire hovedstrømme af kristen tro. Kun den ortodokse kirke er ikke gået væk fra det fællesskab, som begyndte med Jesu apostle.

Den orientalske kirke

Ved siden af den ortodokse kirke er der den orientalske kirke. Den opstod på grund af uenighed ved det 4. kirkemøde i 451, men denne kirke ligger tæt på den ortodokse, og der har siden 1964 (ved et møde i Århus!) været samtaler i gang for igen at skabe enhed mellem de to kirker. Den orientalske kirke er først og fremmest den koptiske kirke i Ægypten, den etiopiske kirke og den assyriske kirke, som kan findes i blandt andet Syrien og Irak. I den orientalske kirke bruger man kun få billeder.

Den romersk-katolske kirke

I 1054 skilte romerkirken sig ud fra den ortodokse kirke. Der er meget store ligheder mellem de to kirker. Den største forskel er, at romerkirken er meget hiearkisk med Paven i toppen. Paven har gennem historien haft en stor politisk magt, og har også ønsket at bestemme over alle andre kristne, end dem der hører under romerkirken. I mange år anså man Paven for at være ufejlbarlig ligesom Gud.

I 1099 udråbte Paven et korstog, der skulle befri Jerusalem fra Islam. Men Paven ønskede samtidig at underlægge sig den ortodokse kirke. Under det 4. korstog i 1204 blev Konstantinopel fuldstændig smadret, mange tusinder mennesker myrdet, og kirkerne røvet for alt af værdi. Det svækkede det østromerske rige så meget, at det 250 år senere måtte give op overfor de angribende muslimske tyrkere.

I romersk-katolske kirker er der også mange billeder, men kun få af dem er ikoner. Gudsmoder Jomfru Maria æres også meget højt blandt katolikkerne, ja så meget at Hun næsten bliver anset for at være en del af Treenigheden.

Både den ortodokse og den romersk-katolske kirke ønsker at kirkerne må samles igen, og det taler man sammen om, men det er meget vanskeligt at blive enige.

Den protestantiske kirke

Omkring år 1500 manglede pavekirken penge, og så fik man den idé at sælge “afladsbreve”. Det betyder, at hvis man havde handlet ondt, så kunne man få tilgivelse, hvis man betalte penge til kirken. Det var der mange, der var meget imod. En af dem var munken Martin Luther.

Luther havde mange kritikpunkter mod pavekirken. I 1517 hængte han en seddel op på sin kirke med 95 “teser”, der protesterede imod pavekirken. Derfor kalder man dem, der fulgte Luther, for protestanter.

Der var også mange konger og magtmænd, der var trætte af pavens magt. Det passede dem godt, at Luther og andre præster gjorde oprør. Der opstod en stor konflikt, der endte med, at en del af kirken rev sig løs fra Paven.

Hos protestanterne ser man Bibelen, som det vigtigste i troen, og derfor lægger man ikke meget vægt på de kristnes tradition. Til gengæld lægger man vægt på, at man bliver frelst ved tro alene. Det man gør i livet, betyder ikke så meget. Protestanterne har kun to sakramenter: dåben og nadveren.

Fordi troen alene er det afgørende, er der to modsatte tendenser blandt protestanter. Nogle tager afstand fra alt hvad der er sjovt og rart, fordi de er bange for, at det kan være syndigt. Andre mener tværtimod, at det er lige meget om man synder, så længe man tror på Gud.

Mange protestanter mener også, at man ikke må sammenblande den almindelige verden med Gud, men ortodokse kristne tror, at Gud ønsker, at alt det skabte skal blive helligt.

De første protestanter var imod billederne i kirkerne, og derfor malede man dem over, eller fjernede dem. Derfor er de fleste danske kirker helt hvide indeni. Præsterne ønskede at menigheden skulle lytte efter hvad præsten sagde, og ikke kigge på billederne.

Protestanter beder ikke de hellige om hjælp. Det afgørende er det enkelte menneskes egen tro, og egen bøn til Gud. Derfor er Gudsmoder Jomfru Maria blevet “glemt” i den protestantiske kirke. Hun anses næsten kun for at være et ganske almindeligt menneske ligesom alle andre, selvom Maria profeterede, at alle slægter skulle prise hende salig.

Reklamer

3 kommentarer

  1. Benjamin said,

    13. april 2011 hos 14:17

    Hej Kristian.
    Jeg har egentlig gået og tænkt på noget. Der har inden for de seneste år været gang i en dialog mellem Den ortodokse Kirke og andre kristne trossamfund specielt den romersk katolske kirke. Jeg har flere steder stødt på folk der håber på at en snarlig genforening mellem de to kirker.
    Jeg har dog fundet nogle passager i den kirkelige lov (jeg er ikke helt sikker på hvordan jeg skal oversætte “law of the church”)
    Her er nogle passager på engelsk.

    Canon XLV of the Holy Apostles

    “Let any Bishop, or Presbyter, or deacon that merely joins in prayer with heretics be suspended, but if he had permitted them to perform any service as Clergymen, let him be deposed.”

    Canon LXV Of the Holy Apostles:

    “If any clergymen, or laymen, enter a synagogue of Jews, or of heretics, to pray, let him be both deposed and excommunicated.”

    Canon IX of Laodicia (Also approved by the Ecumenical Synods)

    “Concerning the fact that those belonging to the Church must not be allowed to go visiting the cemeteries or the so called martyria of any heretics, for the purpose of prayer or of cure, but, on the contrary, those who do so, if they be among the faithful, shall be excluded from communion for a time until they repent and confess their having made a mistake, when they may be readmitted to communion.”

    Når jeg læser dette her kommer jeg til at tænke på hvor langt det egentlig er meningen at ortodokse kristne skal gå når de er i dialog med de såkaldte “heterodokse” kirker. Jeg ville gerne vide om du vidste noget om det?

    Jeg vil gerne nævne at jeg ikke stiller det her spørgsmål for at så tvivl om Det økumneiske patriarkats deltagelse i Kirkernes Verdensråd. Jeg er bare interresseret i hvordan man som ortodoks kristen bør forholde sig til andre kristne kirker.

    Mvh. Benjamin.

    • Kristian said,

      13. april 2011 hos 19:53

      Kære Benjamin

      Det korte svar er, at man som ortodoks kristen ikke kan tage del i nadveren i andre kirker, hvis der ikke er fuldt trosfællesskab. Hvis man gør det bevidst, betragtes det som udgangspunkt som en konversion væk fra den ortodokse kirke. Det skyldes, at man ikke fuldt kan tilslutte sig forskellige kirker på samme tid, som har trossætninger, der modsiger hinanden.

      Der er ikke noget i vejen for at deltage i andre kirkers gudstjenester (uden at gå til nadver), og at bede sammen med andre kristne. Men selvfølgelig kan man ikke fremsige ting, der strider imod den ortodokse kirkes trossætninger. Som kristne kan vi bede vores egne bønner alle steder – også i moskéer og hindutempler og i banker for den sags skyld, men vi kan allerhøjst kun være tilskuere til deres ritualer, for disse steder er ikke hellige (men uanset det bør man alligevel vise respekt for de mennesker der benytter dem). Det betyder også, at vi ikke går ind disse steder specielt med henblik på at bede, men derfor kan vi for eksempel godt bede for hedningenes omvendelse.

      Den ortodokse kirke går gerne i dialog med andre kirker, og selvom kirken er konservativ er den ikke gået i stå. Det betyder, at dialogen for os betyder, at vi gerne lytter men ikke med henblik på at gøre kompromisser med den rette tro, og at vi gerne vidner om vores tro. Den kirkelige dialog mellem den ortodokse og den orientalske kirke, som blev indledt ved et møde i Århus i 1964, har faktisk udvirket resultater.

      Jeg har ikke før kendt de love du citerer, men de afspejler ikke almindelig praksis i dag.

  2. Benjamin said,

    13. april 2011 hos 20:40

    Kære kristian.
    Tak for svaret. Det var meget oplysende 🙂


Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: