Det gode og det onde

Som kristne ved vi, at alle mennesker har synd. Der er kun to mennesker, som er rene – nemlig Jesus og Hans mor Maria.

Derfor siger Jesus, at vi ikke skal dømme andre mennesker. Det kan godt være, at nogle mennesker har begået meget ondt, men hvem kan sige, at de ikke ejer en smule samvittighed, som kan betyde at de vil angre og blive frelst i den sidste ende. Ligesådan skal vi passe på ikke at regne nogen for helgener, for selv den bedste kan falde for fristelser.

Der er også mennesker, der dømmer sig selv for gode og fejlfri, mens andre regner sig selv for dårlige eller onde. Ingen af delene kan være rigtigt, og konsekvenserne kan være meget alvorlige.

Den, der regner sig selv for fejlfri, tåler ikke kritik, og kan være hurtig til at dømme andre. Hans stolthed over sig selv, får ham til at skade andre mennesker, fordi han mener han selv har ret, og derfor ikke vil lytte. Sådanne mennesker vil prøve at få magt, og jo mere magt de får, jo mere skade kan de gøre. Man finder dem alle vegne – ikke kun i fængsler, men også i politiet. Man finder dem i virksomheder, i foreninger og endda også i kirker.

Den, der regner sig for kun at være et dårligt menneske, glemmer at han er skabt i Guds billede, og at han er elsket af Gud. Fordi han ikke elsker sig selv, tror han heller ikke på, at andre gider at elske ham. Men der findes ingen mennesker, der ikke er eller har været elsket. Sådanne mennesker ender mange gange med at ødelægge sig selv med alkohol eller piller, og nogle kan endda finde på at forsøge at begå selvmord. Når man ødelægger sig selv, gør man en stor synd, og det skaber stor ulykke blandt de mennesker, der holder af én.

Når vi beder Fadervor, siger vi “fri os fra den onde”. Vi tror nemlig, at der findes onde åndelige kræfter – først og fremmest djævlen. Godt nok findes ondskab ikke på samme måde som kærlighed. Ondskab er tværtimod, når der mangler noget – nemlig kærlighed. En ond handling er en handling, som ikke rummer kærlighed. Onde ånder har ingen kærlighed, og de fører krig mod kærligheden, for den er farlig for dem. Derfor prøver djævlen at friste os mennesker, til at begå onde gerninger. Tænk, at djævlen endda forsøgte at friste Jesus, men det kunne naturligvis ikke lade sig gøre.

Hvis andre gør noget ondt mod én, så skal man ikke svare igen med ondt, for så gør man som djævlen ønsker. Enten skal man ikke gøre noget, ligesom da Jesus stod foran Herodes og Pilatus. Det gælder især når det er magtmennesker. Den onde handling mister ofte sin virkning, når man er ligeglad med den. Eller man kan svare igen med godt. Man kan fortælle hvor ondt handlingen gør på én, at man ikke vil acceptere det, og spørge den anden hvorfor han handler ondt. Når man prøver at svare kærligt, er det fordi man husker, hvor vigtigt det er, at alle mennesker bliver frelst.

Hvis man selv handler sådan, at andre bliver kede af det, skal man spørge sig selv, om man i virkeligheden ønskede at gøre ondt. Og man skal aldrig være bange for at give en undskyldning og prøve at gøre det dårlige godt igen. Det onde bliver kun værre, hvis man prøver at komme med undskyldninger og små “hvide” løgne. Tværtimod bliver andre som regel meget glade for at få en undskyldning, for det betyder, at man viser dem kærlighed.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: