Splittelser i Kirken

Det første kirkemøde i 325 med trosbekendelsen

Der har altid været splittelser i Kirken. Det vil sige, at mennesker i Kirken har diskuteret, hvad sandheden om Gud er, og tit er de blevet uvenner, og er blevet skilt fra hinanden. Når Kirken bliver splittet, så er det ligesom, at der bliver brækket grene af vintræet, som er Jesus. Og dem der er disse grene, kommer længere væk fra Gud.

Paulus fortæller fra de allerførste år, hvordan nogle ville have, at hedninge, der blev kristne, også skulle blive som jøder. Mændene skulle omskæres, ved at noget af den yderste hud på deres penis blev skåret af. Paulus var meget imod dette, for omskærelsen var kun et tegn på Guds pagt med Abraham, men Kristus havde erstattet den gamle pagt med en ny pagt.

Hvorfor kommer der splittelser? Det er mest fordi, at mennesker er stolte over sig selv, og helst ikke vil lytte til Gud eller andre mennesker. Derfor sker det tit, når mennesker bliver uenige, at de holder op med at tale sammen, og går hver til sit. Onde kræfter kan ikke lide Jesus og Kirken, og gør alt hvad de kan for at splitte.

I begyndelsen af 300-tallet var der en præst ved navn Arius i den ægyptiske storby Alexandria, som prædikede, at Jesus ikke var Gud, men kun et menneske – det mest perfekte menneske Gud havde skabt. Men Jesus siger i bibelen, at Han er Guds søn, og at Han og Faderen er en enhed. Hvis Jesus ikke er Gud, så betyder det, at Gud alligevel ikke har tilgivet menneskers synd.

Arius fik mange tilhængere i mange lande, og derfor sammenkaldte kejser Konstantin til et stort kirkemøde i år 325. Der kom præster fra nær og fjern – gående, ridende og sejlende. Rejsen har taget meget lang tid, for der var ikke mange veje dengang. På mødet bad man til Helligånden om hjælp, og efter mange diskussioner blev man enige om, at Jesus ér Guds søn, og når Han og Faderen er en enhed, så er de også af samme slags (“samme væsen”).

Hele tiden opstod er der nye sekter, som havde en anderledes opfattelse af hvem Jesus Kristus egentlig var, og så måtte man igen sammenkalde til store kirkemøder, hvor man fik spørgsmålet afklaret.

Det 4. kirkemøde i 451 blev sammenkaldt fordi, der var opstået en bevægelse, der byggede på, at Kristus-Gud havde opslugt Jesus-menneske. Kirkemødet holdt fast i, Jesus Kristus både er sand Gud og sandt menneske. Det vil sige, at Jesus virkelig er menneske ligesom dig og mig, samtidig med at Han som Gud er af samme væsen som Faderen. Altså én person med to naturer. Det er svært helt at forstå, men det er sådan Han har vist sig for os mennesker.

Man kan spørge, om det ikke kan være lidt ligemeget, om vi tror på at Jesus er Gud eller menneske eller begge dele.  Svaret er nej, fordi hvis man tror anderledes om Jesus Kristus, så kan man heller ikke tro på, at Gud har frelst os mennesker fra synden ved at blive menneske.

Beslutningerne fra kirkemøderne blev samlet i Trosbekendelsen, som fortæller præcis, hvad vi tror på.

Der blev holdt i alt syv økumeniske kirkemøder. Økumenisk betyder, at de gjaldt for hele Kirken i alle landene. Siden kom der flere splittelser, og der kom også flere kirkemøder, men de havde ikke samme grundlæggende betydning for, hvordan vi opfatter Gud og Kirken.

I midten af 700-tallet skrev den hellige Johannes af Damaskus en bog om kristne sekter, som havde valgt at gå væk fra Kirken. Her opregnede han over 100 forskellige retninger – heriblandt “ismailiterne”, som senere kom til at hedde Islam, hvor man i forhold til Jesus fulgte Arius lære.